KreativeVerden

En side om stort og småt i den kreative afdeling

Klargøring til bagning

Inden leret sættes i ovnen dækker jeg med et "telt" af stanniol - der kan også laves en boks af to bakker stanniol, hvoraf den ene vender på hovedet og lægges kant mod kant med den nederste bakke. Disse bakker sættes sammen med metal klips der kan tåle varmen

Dette gøres for at leret ikke mørkner for meget. Leret bliver en anelse mørkere i bagningen, især de lyse farver, det er helt normalt.

Bagning i telt

Bagning i aluform

Bagning

Nu er leret klar til bagning og her er der mange og delte meninger om, hvordan det bør forløbe. Jeg finder, at temperaturen på min varmluftovn skal stå på 130 grader og at al ler, uanset tykkelse, bages 45 - 60 minutter. Så bliver leret fast og fleksibel.

Det må dog ikke blive brændt - hvis det lugter grimt og brændt fra ovnen, så sluk, tænd emhætten, åben vinduer og åben ovnen til sidst. Gå væk fra ovnen og vent til lugten har fortaget sig. Det er ikke giftigt som sådan, men jeg vil ikke selv indånde den luft.


Hvis leret ikke er blevet bagt tilstrækkeligt - kan det ske, at den bagte ler knækker, hvis du forsøger at bukke det. Der er ikke noget der kan redde det knækkede ler - andet end at reparere med ny rå ler og bage en gang til i længere tid. Eller at begynde forfra med ny ler.

Du kan også bage leret igen, samme varme men længere tid - det kan også redde dine ting, hvis det er bagetiden der har været for kort.

Jeg har lavet forsøg med at lade pladen med leret blive i ovnen til den er kold, en anden gang har jeg taget den ud, mens den var varm. En tredie gang tog jeg leret ud af ovnen med det samme og kom det i iskoldt vand.


Min erfaring er, at den bliver en smule mere fast og fleksibel, når den får lov til at afkøle i ovnen. Men der er ikke den store forskel.


Dog kan man forme den varme ler hvis det ønskes - her er isvands metoden bedst, hvis leret formes i den ønskede form og herefter sænkes i det iskolde vand. Hold fast i den ønskede form mens leret køler, det tager kun ganske kort tid.

Så er det tid til at efterbehandle

Copyright © All Rights Reserved