KreativeVerden

En side om stort og småt i den kreative afdeling

Efterbehandling

Der er forskellige måder at behandle de færdigbagte ting på.

Den nemmeste er, at lade tingene være som de er - matte og en anelse ru - alt efter hvor flittigt udglatningen af leret har været inden bagningen.

Det ser ganske fint ud.


Den billigste måde herefter er, at slibe leret med sandpapir (til vådslibning) - start med korn 600 og arbejd dig op til en 1500 (som minimum). Herefter kan du bruge en blød bomuldsklud til at polere efter med.

Den bagte ler kan gøres helt skinnende blank og glat, alt efter hvor meget der arbejdes med de enkelte trin i processen.


Du kan også vælge at lakere dine ting - personligt bryder jeg mig ikke om at lakere noget der ikke behøver lak - så hvis jeg vil have en blank overflade, vil jeg hellere slibe og polere den op.


Der er dog tilfælde hvor dette ikke er en mulighed - nemlig hvor der er overfladebehandlet på leret, eller der er tale om en skulptur.

Nogle arbejder kun i ufarvet ler og maler herefter med akrylmaling - her kræves en efterbehandling med lak, for at malingen bliver siddende i længere tid. Det er ikke al lak der egner sig - den første jeg brugte, havde jeg fået anbefalet på nettet, men efter et par måneder, blev alle brocherne klistrede. De måtte tage den tunge vej til skraldespanden.

Dette for at sige, at selvom det umiddelbart ser ud til at lakken virker, så er det godt at lave en prøve - lad den ligge i lang tid (måneder) for herefter at bedømme resultatet.


Nogen siger at gulvlak kan bruges - andre siger det modsatte.

Da jeg, som nævnt ovemfor, ikke selv lakerer mine ting, så er jeg ikke den rette til at vejlede i dette- her må du finde informationen på nettet eller spørge nogen der ved noget om emnet.


I sig selv er fimoler vejrbestandigt og kan holde til både frost og kulde. Det vil blegne lidt med årene, men ikke mere end alt andet der bliver udsat for vejr og vind.

Copyright © All Rights Reserved