KreativeVerden

En side om stort og småt i den kreative afdeling

Hvem sidder der bag skærmen

Jeg holder rigtigt meget af at lege og kan lide at skabe nye ting af de materialer jeg har ved hånden. Selvsagt er mine materialebunker vokset i takt, med at jeg har haft brug for flere ting. Maskinparken er blevet større - men mest for at jeg kan blive ved med at gøre det jeg holder af.

Tidens tand er heller ikke gået hen over mig uden at sætte sine spor, men jeg har nægtet at give op, og har fundet brugbare løsninger, der virker for mig.

Nogen gange måtte jeg skifte spor, andre gange har jeg ændret tilgang til de ting der har krævet det, men indtil nu, er det lykkedes mig at vedblive med at lege.

Nej, ikke Jens Vejmand, men Lone Schaadt.

Helt og holdent autodidakt inden for det meste

af det kreative jeg beskæftiger mig med.

Lidt om hvem jeg er og hvad jeg kan lide

Min start i livet var i det forrige årtusinde, så jeg har haft nogle år til at samle lidt erfaring omkring mangt og meget.

Min mand, Teddy og jeg har været gift i godt 40 år, og vi er begge meget kreative, og det hjælper ofte på forståelsen over for "lidelsen" vi begge har.


Teddy arbejder med at bygge modelfly, justere dem ind, for herefter at tage ud på flyvepladsen og flyve med dem - ofte kommer de hele med hjem igen, men det hænder også, at de må en tur i hangaren for at blive lappet sammen. Som så meget andet her i livet, så handler det også for ham, om at have det sjovt med det, han finder glæde ved.


Selv har jeg altid haft et eller andet hobby relateret mellem hænderne. Det startede med strik og hækling - herefter kom den ene hobby efter den anden i en lang række, som perler på en snor. Noget holdt ved, andet blev lagt i kassen med erfaringer. For mig, ligger der altid en læring, også i de ting der går galt - tror det er sådan de fleste af os lærer mest, selv om vi måske ikke er bevidste om det.


Af de mere langvarige beskæftigelser er strik noget jeg stadig arbejder med i perioder - en dejlig afveksling til alt det andet der kræver mere opmærksomhed.

Hækling er det så som så med, men i kortere perioder bliver det også taget op igen. Da jeg i denne tid kun strikker klude, vil det nok vare noget, før der kommer billeder op af noget se-værdig strik og hækling.

Papir i mangfoldige afskygninger, er noget jeg har arbejdet en del med gennem årene. Som så meget andet, er der sket en udvikling, mest fordi der er så mange smukke ting at finde, bla. på pinterest og youtube. Det er altid en fornøjelse at se de flotte ting, der bliver fremstillet i de små hjem rundt omkring i verden.


Jeg forsøger dog som oftest, at give det mit eget præg og ændrer lidt på designet - mest fordi jeg kan, og fordi jeg har lyst til at skabe noget der er helt mit eget - trods inspirationen udefra.


At lege med Fimo ler er også noget derhar holdt ved i nogle år nu - og jeg kan mærke, at jeg nok vil veksle mellem papirkreationer og Fimo i tiden der kommer.


Jeg har skabt en del fehuse, smykker og andet pynt, men er også gået videre med at lave små roser til ørestiks. Det er et super inspirerende materiale at arbejde med, og når jeg først går i gang, skal det helst være på dage hvor aftensmaden enten består af rester, eller Teddy laver maden. Jeg glemmer tid og sted, og det giver så meget glæde at skabe noget jeg selv har tænkt mig til - enten i farve kombinationer eller design.


Fehusene er helt mit eget design - selvfølgelig finder jeg inspiration andre steder, men tingene har det med at vokse af sig selv, og den ene ide har knapt meldt sig, før den næste står klar.

Mit ønske med denne side er, at formidle nogle af de erfaringer jeg har fået gennem årene. Give et indblik i hvem jeg er, og beskrive det, der giver mig stor glæde i livet. For det er vel dybest set det livet handler om - ikke?

Personer af særlig interesse


Gennem årene, har jeg fundet flere personer rundt omkring i verdenen, jeg har været særligt interesseret i. Enten fordi de deler ud af deres viden på forskellige områder, fordi de har exceptionelle vejledninger/videoer, eller de skaber nogle ganske fortræffelige ting. På denne liste har jeg mine foretrukne, og der findes flere links siden.


Copyright © All Rights Reserved